Af Helena Moustgaard
Instrueret og skrevet af Paul King og Simon Farnaby, det samme hold der stod bag den succesfulde Paddington 2 (2017), introducerer Wonka (2023) os til den søde, optimistiske Willy Wonka (Timothée Chalamet), der på mange måder minder om den hjertevarme bjørn fra Paddington-universet.
Willy ankommer til Europa nærmest uden penge, men med en chokoladefabrik i sin kuffert og store drømme om at åbne sin egen butik. Desværre går hans planer i vasken, da han bliver snydt og tvinges til at arbejde på et vaskeri, drevet af fru Scrubbit (Olivia Colman) og hendes makker Bleacher (Tom Davis). Med hjælp fra en gruppe nye venner, anført af den forældreløse Noodle (Calah Lane), forsøger Willy at snige sig ud for at sælge sine chokolader.
Wonka udfolder en vild historie fyldt med skøre planer, der involverer de mest usandsynlige elementer – alt fra 500 chokoladeelskende syngende munke til malkning af en giraf. Det er ikke en film, som tager sig selv for seriøst. I stedet kaster den sig ud i store musikalske numre i en verden fyldt med vidundere og mirakler.
Alt er magisk og farverigt, både designet af kostumer og de opfindsomme musikalske kulisser, når der danses gennem Wonkas chokoladeforretning eller hen over tagene på byens gader. Chalamet bringer en livlig energi og både synger og danser, så man smittes af hans entusiasme og charme.
Andre bemærkelsesværdige præstationer kommer fra The Chocolate Cartel, en trio af arrogante forretningsmænd, der morsomt spilles af Paterson Joseph, Mathew Baynton og Matt Lucas. Desuden optræder Rowan Atkinson som en korrupt præst, og Hugh Grant leverer en mindeværdig præstation som en lille, orange Oompa-Loompa, man bare ønsker at se mere af.
Hvis man ser filmen med en forventning om afsløringer af Willy Wonkas fortid bliver man skuffet. Filmen undgår at adressere det, der gjorde Wonka til den noget vanvittige, excentriske voksenfigur, der straffer grådige børn, som vi kender ham fra den oprindelig bog af Roald Dahl og fra tidligere filmatiseringer – for eksempel Johnny Depps Wonka i Charlie og chokoladefabrikken (2005). Men selvom filmen til tider kan virke en anelse for sukkersød, så er der også scener, der fik en hel sal af seriøse filmanmeldere til at grine og blive rørt.
Mens den måske mangler lidt af Roald Dahls mørke charme, er det stadig en film, der tryllebinder med sit eventyrlige univers. Instruktør King går ud fra, at man allerede kender historien, så han fokuserer på at have det sjovt i stedet. Og det må man sige at han er lykkedes med.
Kommentarer